Jeg vidste det jo godt i forvejen. At jeg nogen gange var hård ved mig selv, ikke tænkte så godt om mig selv, ikke opfattede mig selv som særlig ressourcefuld.
Men på Master-NLP-uddannelsen på en NLP-skole i Nordsjælland, som jeg gik på i vinter, blev jeg gang på gang konfronteret med at jeg ikke kunne finde tidligere ressourcefulde oplevelser, der kunne støtte mig i øvelserne.
At jeg stort set kun var “væk fra”-motiveret, og at jeg oplevede det angstfyldt at gøre noget, jeg “havde sat mig for”.

I forbindelse med, at jeg lavede mit modeling-projekt blev jeg klar over, at NU var det tid til at gøre noget aktivt for at nå mit mål med at finde ro. Med roen ville jeg få mulighed for at give mig selv det rum til koncentration og fordybelse, som jeg savnede. Og tænk, hvis jeg kunne se muligheder frem for begrænsninger!!!

Lige siden jeg var ganske ung, har jeg haft et ønske om en dag at finde det, jeg kalder min “pæreformede ro”. En ro, hvor jeg hviler i mig selv, har jordforbindelse, kan udfolde mig og synes, jeg er god nok. Hvor mit liv er fuldt af farver, dejlige relationer og meningsfuldhed.

Jeg valgte som 20- årig at gå i psykoanalyse, og det gjorde jeg i mange, mange år. Det har ganske givet bevidstgjort mig på mange planer. Men det lykkedes ikke rigtig at få de grundlæggende følelser af angst og utilstrækkelighed bearbejdet. Siden har jeg gået til psykolog en enkelt gang, hvor der var en situation jeg ikke kunne overskue.
Psykologen brugte tegneterapi. Det viste sig at være en genvej til mit indre. Det gik op for mig, at hvis jeg skulle nå nogen vegne, så skulle der mere til, end blot at snakke om problemerne. Jeg nemlig rigtig god til at snakke - også til at snakke udenom, når følelserne bliver for stærke!!!

Efter psykologen er der gået 10-12 år uden professionel hjælp og uden at den pæreformede ro har indfundet sig. Jeg har haft det godt - men ikke så godt som jeg drømmer om. Og på Masteruddannelsen stod det krystalklart for mig, at det her kan da blive mange gange bedre!!!

I vinter hørte jeg om hypnoseterapi for første gang. Jeg hørte ganske lidt om det fra en jeg kender, der har gået hos Ludmila. Jeg fik HYPNOSE INSTITUTTETs folder om hypnoseterapi, som jeg læste med stor interesse. Måske var det her måden at få adgang til de dybere følelser? Og nu har jeg foreløbig været til 4 terapi-sessioner.

Jeg var meget spændt på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at hypnotisere mig. Jeg har nemlig et billede af mig selv som en person med meget styr på mig selv. Jeg slipper ikke sådan lige tøjlerne. I hvert fald ikke, når jeg synes, det er farligt at gøre det.

Derfor var jeg rigtig glad, da det første gang gik op for mig, at det sagtens kunne lade sig gøre.

I hver session har jeg selv været med til at definere, hvad det er, jeg gerne vil arbejde med under hypnosen - og hvilken tilstand, jeg ønsker at få ud af det.

Omdrejningspunktet for mig har været ro. At finde ro. Under hypnosen har der egentlig ikke været noget, der har overrasket mig - endnu. Jeg har foreløbig kendt de problemstillinger, jeg har arbejdet med.
Det nye har været alle de følelser, der har været med. Jeg har ikke tidligere kunnet udtrykke den sorg og ked-af-det-hed, jeg har følt. Og jeg har ikke tidligere kunnet blive færdig med de begrænsende følelser. Men det har jeg kunnet i terapien. Og jeg ved, at jeg nu har gjort op med nogle gamle ting, der har hæmmet mig i min hverdag.
Det har været - og er - et meget spændende og positivt arbejde. Jeg har fundet en genvej til mit indre, og på ganske få terapisessioner er jeg nået længere end nogensinde før.

Og hvad er det så, der er sket med mig? Det jeg oplever er, at den indre Lone og den ydre Lone passer bedre sammen. Når jeg gør nogen ting føler jeg også, at jeg er til stede i det jeg gør. Jeg er i langt højere grad end tidligere i nuet. Og det, at jeg ikke længere bruger så mange ressourcer på at bekymre mig om i morgen eller i går, har givet mig nogle flere kræfter. Jeg får gjort noget mere end jeg plejer, er lidt mere flittig. Og jeg er mere tilfreds med mig selv – jeg har “glemt” min gamle selvcensur, hvor jeg altid havde et “men” til alt hvad jeg lavede. Og jeg kan mærke energien i kroppen.

Jeg er også blevet mere eftertænksom. I stedet for som tidligere lynhurtigt at “ride med” på en følelsesstorm når noget skete, kan jeg nu mærke følelsen, stoppe op, finde ud af hvad mit perspektiv på situationen er, og genfinde roen.

NOGLE GANGE... for jeg er selvfølgelig ikke færdig med at arbejde med mig selv. Og jeg har en aftale i aften - og glæder mig til at bearbejde det nye, jeg har tænkt mig at tage med til sessionen. Og måske opdager jeg nogen sammenhænge, jeg ikke kendte i forvejen - DET ville da være spændende og udviklende?!

Og tryghed ved Ludmilla og etik - det er overhovedet ikke interessant at diskutere. Der er ingen tvivl om jeg har været (og er) i meget gode hænder under terapien...