Her er en lille fortælling fra det virkelige hverdagsliv.

Jeg sad i venteværelset. Jeg kiggede rundt på de andre der også sad og ventede......... grå ansigter, de så hverken kede af det eller sure ud, ligegyldighed og opgivenhed prægede deres ansigter.

Jeg forstod dem godt, jeg var helt ny her, men tænkte at jeg sikkert allerede så ligesådan ud.

Til møde hos det offentlige, banken, eller et andet sted hvor man skal bede om et eller andet, om så det handler om skat, uddannelse, kontanthjælp, pension, lån, dagplejeplads osv., så var min helt klare opfattelse (og generaliserende overbevisning) at det var som at slå i en dyne, ja selvfølgelig kunne man da være heldig, at få en ”sagsbehandler” der var nyforelsket, lige fået den der lønforhøjelse eller måske bare en rigtig god frokost, men det var vist mere undtagelsen end reglen (min overbevisning).

Nå tilbage til venteværelset.......... BRITT !, jeg fløj op af stolen og fulgte efter damen, alt imens jeg tænkte på hvad hun mon var for en af slagsen, jeg smilede for mig selv mens jeg håbede på at hun havde fået en god frokost.

"Værsågod at tage plads".... Kontoret lignede et helt almindeligt kontor, øv tænkte jeg, ingen kreativitet her (min overbevisning).

Hun gik i gang med at snakke, lavt stemmeleje, ingen kropslige bevægelser og med et let nedslået blik. Hun snakkede i et væk om paragraf dit og paragraf dat, hun havde allerede tabt mig, og jeg hende. Jeg sad og tænkte på, om hele denne situation måske var sådan, fordi jeg forventede den skulle være sådan, og om mit eget nonverbale (krops) sprog måske ligefrem opfordrede til sådan et resultat......... Hmmmmm... Så slog det mig, hvad Ludmila havde sagt så mange gange, :"match, spejl, led samtalen derhen, hvor du ønsker den skal være, brug din krop, din stemme,.... jeg smilede i mig selv og tænkte, ja nu kan den teori da virkelig komme på en prøve.

Jeg rettede mig op, (min stol var helt med vilje lavere end hendes), jeg lænede mig frem, som hun gjorde da hun sad ved et skrivebord, jeg vippede hovedet til siden, samme side som hendes, jeg lagde armene stille i skødet og sænkede stemmen, jeg brugte nogle af hendes egne ord og gentog dem.

Normalt taler jeg meget højt og hurtigt, jeg vifter rundt med arme og ben, så i et kort sekund følte jeg mig meget kejtet, og havde en fornemmelse af næsten at gøre grin med hende, men det var et meget kort sekund, for næsten øjeblikkeligt reagerede hun, ved at holde en kort pause i sin tale om paragraffer, hun rettede sig op, kiggede mig for første gang direkte i øjnene, og sagde " HVAD VIL DU EGENTLIG HELST" ??......

Det var som om jeg havde talt direkte til hendes indre, vækket hende på en sådan måde, at jeg nu fik en hel ny side af hende at se, lige pludselig lød hun ikke mere, som en plade der var afspillet alt for mange gange før, jeg så mennesket i hende og hun i mig, det var som om vi i en kort stund bare stoppede op, for så derfra at fortsætte i samme spor, i stedet for i hver sit.

Langsomt men sikkert begyndte vi at "blande os", vi talte pludselig samme sprog, vi forstod og lyttede til hinanden.

Det var helt fantastisk, energien fyldte rummet og inden vi fik set os om var min time gået, hun grinede og sagde at det skema vi skulle ha udfyldt sammen, måtte jeg nu klare hjemme selv.

Jeg gik derfra i opløftet stemning, jeg gik ud gennem venteværelset hvor nye "Zombier" nu sad og ventede, jeg smilede til dem alle, og følte faktisk at bare lidt af min glæde smittede af.

Jeg fik hvad jeg kom for og mere til, jeg fik endnu et bevis for at det her virker faktisk, NLP virker, ikke kun på store problemstillinger og fobier, men også i ganske almindelige dagligdags situationer.

Da først NLP var kommet ind under huden på mig, blev det til en helt naturlig del af mig og min hverdag, jeg kan more og undre mig over hvad jeg før gjorde uden NLP, og hvordan søren alle andre mennesker kan leve uden, men det er der heldigvis ingen der behøver længere, NLP er nemlig for alle!! Så velkommen på Ludmila`s næste NLP-h.